Mor: Jasmin (36) 6903 Far: Gaspari (5) 340
Gaspari
Gasbins far, Gaspari (foto til højre), er nok Sveriges bedst kendte hingst gennem tiderne. Hans egen deltagelse ved OL i dressur både Rom i 1960 og i Tokyo i 1964 gjorde ham til en eftertragtet beskeler. Gaspari er far til Liselott Linsenhoffs Piaff, der vandt individuelt guld og holdsølv ved OL i München i 1972. Han havde ry for at avle meget intelligente og ridelige heste og blev derfor i en tidlig alder en velkendt stempelhingst.
Gasbin kommer til Danmark
Den skimlede hoppe Gasbin blev importeret fra Sverige og fremstillet til kåring i 1971 af Vibeke Juel Hansen. Gasbin var en moderne og højtstillet hoppe på 166 cm. og modtog til kåringen i sin beskrivelse blandt andet betegnelsen ”bevægelsen særdeles god”.
Gasbin – en intelligent og alsidig hoppe
I Danmark kom Gasbins livshistorie mest til at udspille sig i Jylland. Hos Anette og Helge Ribe ved Hobro overgik hun fra at være dressurhest i hovedstaden til at at være avlshoppe og familehest på Volstrup ved Hobro. Helge Ribe red flere jagter på den smukke, hvide hoppe. Han mener, at hun er den mest begavede hest, han nogensinde har kendt, og siger:
”Hun ydede altid sit bedste, og sprang utroligt godt. Hendes eneste svaghed var haserne, men det skyldes delvist den hårde skoleridning hos berideren i København, hvor hun altid havde gjort præcist, som der blev forlangt.”
Helge Ribe valgte at bruge den pensionerede væddeløbshest Drumhead xx DH 205 til Gasbin, da han mente, at disse fremragende blodlinjer ville kunne gavne ridehesteavlen. Drumhead xx var en hingst med en flot løbskarriere bag sig og nogle drønstærke ben.
På dette tidspunkt var den kridhvide hingst allerede en ældre herre og endda blind. Men formeringsevnen fejlede intet.